Mine tips til Berlin

6 skønne dage i et sommerstemt og solklædt Berlin gjorde godt for os alle tre.
Der var plads til masser af kaffe, gåture, legepladsbesøg, lange pauser i solen, friluftsbad, oplevelser, lækker mad, shopping, museer og seværdigheder.
Vi havde lejet en lejlighed ved Berlin Base Apartments, og den levede fuldt ud op til det vi havde set på billeder og læst i beskrivelserne.
Hvis i skal til Berlin vil jeg på det kraftigste anbefale at bo her, og du kan med fordel spørge efter en lejlighed med altan, hvis du skulle være så heldig at de har en sådan ledig. Vi boede i en af deres lejligheder i Prenzlauer Berg, men de har også tilsvarende lækre lejligheder i Kreuzberg.




Det var første gang vi skulle på storbyferie med barn, og vi er begge enige om, at det var præcis om som vi havde håbet på; nemlig en ferie, hvor der var plads til både voksen- og børnebehov.

Jeg har samlet nogle af de gode steder (jeg kan huske) herunder. Jeg skal nok udvide listen efterhånden som jeg kommer i tanke om flere ting.

Legepladserne

Kollwitzplatz ligger midt i et område med masser af restauranter, cafeer og isbutikker, så det er oplagt f.eks. at spise frokost her eller nyde en kop kaffe imens børnene leger.

Helmholzplatz ligger blandt andet overfor den lille café Boulangerie, og har en dejlig legeplads med vandpost, sandkasse, gynger, klatrestativ og offentligt toilet.

Arminplatz Parken har to legepladser. Der er god plads til at både de voksne kan hænge ud på en bænk og børnene kan lege.

Humboldthain har et udsøgt udendørs svømmebad, hvor børn og voksne kan køle sig af på en varm sommerdag. Der er store græsarealer, hvor man kan slænge sig og holde picknik, og på vej hjem kan man besøge det historiske flaktårn fra 2. verdenskrig.

Görlitzer Park ligger lige ved siden af Landwehr Canal og i den anden ende af parken finder du Wellenbad am Spreewaldplatz; et stort og flot udendørs svømmebad. (Kreuzberg)

Kinderbauernhof Pinke-Danke Er en udsøgt oase i byen, hvor børn (og voksne) kan nyde stilheden og nærværet af børnebondegårdens dyr. Parken i sig selv er en meget smuk og velholdt park med store græsarealer og flotte blomsterbede.

Maden

Lia's Kitchen
Veganske lækkerier i særklasse, med både saftige burgere, sprøde pommes frites og udsøgte salater.
Sid udenfor os spis det, eller tag maden med til den nærliggende park; Kollwitzplatz.
Kollwitzstrasse 47 (Prenzlauer Berg)

Maria Bonita Mexican Bistro
Autentisk mexicansk, hvor du kan få stillet den lille (eller store) sult. Ud over en ugentlig special-ret, har de alle de klassiske mexicanske retter, som vi kender og elsker.
Danziger Str. 33 (Prenzlauer Berg)

La Lupa e l'Orso
Tynde, sprøde pizzaer med en udsøgt smag. Bagt i stenovn, præcis som jeg kan lide det!
Schönfliesser Str. 14 (Prenzlauer Berg)

Restaurant Tbilisi
Jeg har aldrig prøvet en georgisk restaurant tidligere, men jeg må sige at det var en udsøgt fornøjelse. Det er udsøgte og udvalgte retter fra hjemlandet, der bliver tilberedt i det lille varme køkken. Især deres mergruli chatschapuri, som er et rundt brød med indbagt ost, og deres chkmeruli keze, som er en unghane tilberedt i en hvidløgs-mælkesauce, kan jeg varmt anbefale.
Schönfliesser Str. 15 (Prenzlauer Berg)

Curry36
Andre steder i Berlin laver sikkert en lige så god currywurst, men hvis du alligevel er i nærheden, så er Curry36 et besøg værd.
Mehrindamm 36 (Kreuzberg)

Ars Vini
Er du til fondue så er det her stedet! Glæden ved de gode råvarer der anvendes og hyggen i selv at tilberede fonduen, som man har lyst til er uovertruffen. Især deres ostefondue med gode Schweiziske oste er anbefalelsesværdig.
Sredzkistrasse 27 / Hagenauer Str. 1 (Prenzlauer Berg)

Mustafa's Gemüse Kebap
Legendarisk kebab-bod, med alt det tilbehør som hjertet kan begære. Men du må væbne dig med tålmodighed, for køen er ofte lang.
Mehringdamm 32 (Kreuzberg)


Desserterne

Eispatisserie Hokey Pokey
Hjemmelavet italiensk-inspireret is, som bestemt er værd at gå efter.
Is, der smager af de råvarer de er lavet af.
Stargarder Str. 72 (Prenzlauer Berg)

Spooning Cookie Dough
Med navne på cookie dough som Börlin By Night, Brownie Peanut Crunch, Rockey Road og Nutty Crumble, er du garanteret en solid mavepine, hvis du har problemer med at vælge. Tag dig i agt siger jeg bare, de er voldsomt lækre!
Kollwitzstrasse 56 (Prenzlauer Berg)

Il Glaciale
Italiensk is. God og enkel i sin smag.
Kollwitzstrasse 59 (Prenzlauer Berg)

Wonder Waffle
Hvis du gerne vil gøre det lidt sværere for dig selv at vælge, så er Wonder Waffle det helt rigtige sted.
For først skal du vælge hvilken dessertsauce du gerne vil have, dernæst er det frugt og bær der står for skud, herefter kommer valget om hvilken topping du gerne vil have på. Og som om det ikke var nok så skal du også vælge om du vil have ekstra toppings og is på.....god fornøjelse med denne anbefalelsesværdige og overdådige dessert!
Adalbertstrasse 88 (Kreuzberg)


Kafferne

The Barn Roastery
Kaffe specialister til fingerspidserne, hvor de, som navnet siger, rister deres egne bønner. Kaffe for dem er bestemt ikke blot kaffe!
Schönhauser Allee 8

Bonanza Coffee Heroes
Lille hyggeligt sted på Prenzlauer Berg, hvor snakken går lystigt og duften af kaffe spreder sig til det hyggelige udendørs loungeområde.
Oderberger Str. 35

Boulangerie
Lille hyggelig, franskinspireret bager som tilmed laver udsøgt kaffe, der enten kan nydes i den lille intime café, udenfor eller i den overforliggende park.
Lettestrasse 1 (Prenzlauer Berg)


Oplevelserne
En stor oplevelse for os alle tre var at komme under jorden i Berlin, og opleve en guidet rundtur i den hemmelige verden fra 2. verdenskrig. Vi fandt en dansksproget rundvisning, med en meget engageret rundviser, der evnede at gøre turen både forståelig, "spiselig" og spændende for børn såvel som voksne, på trods af de til tider triste historier.
Der er et begrænset antal billetter, og man kan ikke reservere på forhånd, så jeg vil anbefale dig at komme i god tid, især hvis der er en speciel rundvisning du ønsker at komme med på.

Tv tårnet var en god oplevelse, som var med til at skabe et godt overblik fra luften, over nogle af alle de mange steder vi havde travet rundt i byen.
Vera havde sin egen kikkert med; det gav hende en god ekstra oplevelse. Vi havde købt billetter til turen hjemmefra, så vi kunne springe køen over. Noget jeg også vil anbefale dig at gøre - prisen er den samme.

Man kan tage en guidet rundtur i f.eks. en dobbeltdækker bus, og betale en net som for det, og se de mange seværdigheder Berlin har at byde på som f.eks Tiergarten, Siegessaule, Rigsdagen, Brandenburger Tor m.m..
Men man kan lige så godt tage en tur med bybus nr. 100 eller 200, som har stort set samme ruteplan.
Det koster ikke mere end ca. 6 euro pr. voksen, børn er gratis, så kan man køre med både U-bahn, bus og sporvogn i ca. 2 timer. En god og billig måde at se byen på sammen med børn, der måske efterhånden har trætte fødder.


Har du andre gode tips så skriv en kommentar - jeg vil gerne udvide min liste med flere ting, som vi skal se næste gang i tager til Berlin.....for vi vender helt sikkert tilbage!

 Maja