2. race som gravid triatlet
Den forgangne weekend var dobbelt op på triatlon for mit vedkommende.
Først race, så hep!
Kl. 11.45 stod jeg nemlig på kanten af Fuglsang Sø i Herning; klar til at hoppe i algesuppen og svømme 400m. til Challenge For All sammen med rigtig mange andre spændte/nervøse/glade/håbefulde deltagere.
400m., som blev svømmet uden våddragt. Dagen forinden havde jeg nemlig prøvesvømmet, både med og uden våddragt, og kunne konkludere - meget imod min egen forventning - at oplevelsen af at svømme OW uden våddragt var ca. 85% bedre end at svømme med dragten, som strammer ret så ubehageligt. Så derfor kastede jeg mig for første gang i stævnesammenhæng i vandet uden våddragt.
Jeg havde inden tiden gjort mig helt klart, at min svømmetid ville blive ret dårlig, da det er den del af racet, hvor jeg er mest påpasselig.
Alt kan ske i vandet med arme og ben, som sparker og slår og pisker om sig - og selv om jeg har en "bold på maven", er det hverken en badebold eller en boksebold.
Svøm klaret i en blanding af crawl og brystsvømning og navigation efter andre svømmere.
Op i T1, af med swimcap og briller - mega nemt, når der ikke er nogen dragt i øvrigt. På med cykelsko og så afsted mod mountline.
Fuld ild på de 20km cykling, som jeg tilbagelagde med 35,9km/t - fuld ild fra første tråd. Den skulle have alt, hvad den kan trække, for Pixie og jeg arbejder hamrende godt sammen stadigvæk. Det eneste vi snart skal have justeret ind, er højden på styret, så benene ikke banker ind i maven når jeg ligger i bøjlerne.
Godt 33 minutter senere rammer jeg T1; afleverer Pixie i trygge hænder efter at have landet hurtigste cykelsplit for damerne, viser det sig efterfølgende!
Af med hjelm, briller og cykelsko. På med strømper og sko og så ellers af sted ud på de 5km løb, som jeg ærligt talt ikke helt ved, hvad jeg på forhånd har skulle forvente mig af.
På trods af graviditet er alt stort set som det plejer at være, når jeg rammer løbet efter cyklen. Ret ringe føling med ben og pace, men der er kun én ting at gøre - klø på.
Jeg har i lang tid været udfordret på mit løb, men oplever at jeg klarer det bedst, når kroppen er i gang og pulsen snurrer, hvilket man må sige at den gjorde lørdag efter cykelturen.
Jeg kigger ikke på uret undervejs, for målet med dagens race er, at gennemføre, have det sjovt og fejre, at jeg stadig har muligheden for at være med i racesammenhænge, selv om jeg er 20 uger henne i min graviditet.
Det giver mig en frihed på løbet til at gøre, hvad jeg kan imens jeg mærker kroppen og dens formåen an. Den vigtigste ting, og det løfte som jeg har givet Nicholas er; ikke at presse mig selv for hårdt.
Jeg noterer, at jeg ikke ser mange piger på ruten, og jeg ser da også først 2 af dem, da de overhaler mig på løbet. Jeg er helt ok med det. Forsøger ikke på at indhente dem. Løber i mit eget pace, efter min egen formåen. Undervejs når jeg at tænke, at det nu faktisk er helt ok at jeg ikke skal løbe 4 omgange på ruten, som jeg finder ret kedelig og uinspirerede, ligesom de atleter der senere på dagen skal køre ½ distance. Jeg ender meget overraskende for mig selv med at løbe de 5km. i pace 5:00 - et pace, jeg først troede jeg skulle hilse på igen om måske et års tid. Og for at det ikke skal være løgn så løb jeg endda med negativ split, da de første 2,5km. blev løbet i pace 5:17 og de sidste 2,5km blev løbet i pace 4:47 - whaaaat!??
Jeg rammer gågaden og heppe-festen starter, og da jeg ser den røde løber og Nicholas på min vej mod målstregen ved jeg, at jeg har lavet lige præcis den fest jeg kom for at lave!
For jeg gjorde det jeg havde intentioner om:
Jeg racede med et smil. Gav hvad jeg kunne. Var påpasselig på svøm. Smeltede asfalten. Lod benene løbe frit. Blev mødt på opløbsstrækningen af ham jeg elsker. Hentede en medalje, som jeg kan vise til Vera.Kørte mit 2. race som gravid triatlet.
Resten af dagen blev brugt på at heppe på alle mine andre seje teammates fra Nortec Sports, som var i ilden. Hvilken forrygende måde at lave en kæmpe triatlon festdag på!
♡ Maja
Først race, så hep!
Kl. 11.45 stod jeg nemlig på kanten af Fuglsang Sø i Herning; klar til at hoppe i algesuppen og svømme 400m. til Challenge For All sammen med rigtig mange andre spændte/nervøse/glade/håbefulde deltagere.
400m., som blev svømmet uden våddragt. Dagen forinden havde jeg nemlig prøvesvømmet, både med og uden våddragt, og kunne konkludere - meget imod min egen forventning - at oplevelsen af at svømme OW uden våddragt var ca. 85% bedre end at svømme med dragten, som strammer ret så ubehageligt. Så derfor kastede jeg mig for første gang i stævnesammenhæng i vandet uden våddragt.
Jeg havde inden tiden gjort mig helt klart, at min svømmetid ville blive ret dårlig, da det er den del af racet, hvor jeg er mest påpasselig.
Alt kan ske i vandet med arme og ben, som sparker og slår og pisker om sig - og selv om jeg har en "bold på maven", er det hverken en badebold eller en boksebold.
Svøm klaret i en blanding af crawl og brystsvømning og navigation efter andre svømmere.
Op i T1, af med swimcap og briller - mega nemt, når der ikke er nogen dragt i øvrigt. På med cykelsko og så afsted mod mountline.
Fuld ild på de 20km cykling, som jeg tilbagelagde med 35,9km/t - fuld ild fra første tråd. Den skulle have alt, hvad den kan trække, for Pixie og jeg arbejder hamrende godt sammen stadigvæk. Det eneste vi snart skal have justeret ind, er højden på styret, så benene ikke banker ind i maven når jeg ligger i bøjlerne.
Godt 33 minutter senere rammer jeg T1; afleverer Pixie i trygge hænder efter at have landet hurtigste cykelsplit for damerne, viser det sig efterfølgende!
Af med hjelm, briller og cykelsko. På med strømper og sko og så ellers af sted ud på de 5km løb, som jeg ærligt talt ikke helt ved, hvad jeg på forhånd har skulle forvente mig af.
På trods af graviditet er alt stort set som det plejer at være, når jeg rammer løbet efter cyklen. Ret ringe føling med ben og pace, men der er kun én ting at gøre - klø på.
Jeg har i lang tid været udfordret på mit løb, men oplever at jeg klarer det bedst, når kroppen er i gang og pulsen snurrer, hvilket man må sige at den gjorde lørdag efter cykelturen.
Jeg kigger ikke på uret undervejs, for målet med dagens race er, at gennemføre, have det sjovt og fejre, at jeg stadig har muligheden for at være med i racesammenhænge, selv om jeg er 20 uger henne i min graviditet.
Det giver mig en frihed på løbet til at gøre, hvad jeg kan imens jeg mærker kroppen og dens formåen an. Den vigtigste ting, og det løfte som jeg har givet Nicholas er; ikke at presse mig selv for hårdt.
Jeg noterer, at jeg ikke ser mange piger på ruten, og jeg ser da også først 2 af dem, da de overhaler mig på løbet. Jeg er helt ok med det. Forsøger ikke på at indhente dem. Løber i mit eget pace, efter min egen formåen. Undervejs når jeg at tænke, at det nu faktisk er helt ok at jeg ikke skal løbe 4 omgange på ruten, som jeg finder ret kedelig og uinspirerede, ligesom de atleter der senere på dagen skal køre ½ distance. Jeg ender meget overraskende for mig selv med at løbe de 5km. i pace 5:00 - et pace, jeg først troede jeg skulle hilse på igen om måske et års tid. Og for at det ikke skal være løgn så løb jeg endda med negativ split, da de første 2,5km. blev løbet i pace 5:17 og de sidste 2,5km blev løbet i pace 4:47 - whaaaat!??
Jeg rammer gågaden og heppe-festen starter, og da jeg ser den røde løber og Nicholas på min vej mod målstregen ved jeg, at jeg har lavet lige præcis den fest jeg kom for at lave!
Ender som 4. bedste kvinde overall. Når lige at ærgre mig lidt over at jeg ikke blev 3., men får smidt tanken med det samme.
Jeg racede med et smil. Gav hvad jeg kunne. Var påpasselig på svøm. Smeltede asfalten. Lod benene løbe frit. Blev mødt på opløbsstrækningen af ham jeg elsker. Hentede en medalje, som jeg kan vise til Vera.Kørte mit 2. race som gravid triatlet.
Resten af dagen blev brugt på at heppe på alle mine andre seje teammates fra Nortec Sports, som var i ilden. Hvilken forrygende måde at lave en kæmpe triatlon festdag på!
♡ Maja