Grenaa 5 timer og 48 minutter
En ting der er rigtig smart, når man har tænkt sig at stille til start til noget som helst er, at huske at tjekke hvornår løbet starter.
Bare et godt råd herfra! Det er gratis; snup det meget gerne.......du bliver glad for, det garanterer jeg.
..............
Jeg havde fået ind i hovedet, at løbet i Grenaa startede kl. 10. Jeg vidste det faktisk.
Og derfor var klokken 10 det tidspunkt som alt på raceday blev planlagt ud fra. Vækkeuret blev stillet efter det. Morgenmaden blev timet efter det. Køreturen blev planlagt efter det.
Det eneste der ikke blev tjekket ordentligt var, om det rent faktisk var dér løbet startede.
Så derfor trillede vi planmæssigt ind på parkeringspladsen foran Grenaa Idrætscenter kl. 9.30.
Tids nok til at hente startnummer, sætte mit personlige depot op, hilse på dem jeg kender og lige mentalt forberede mig på dagen. Ikke for meget tid, så nerverne ikke kunne nå at forstyrre for meget. Ikke for lidt tid, så der blev for travlt.
Troede jeg!
Da jeg tager i døren til stævnekontoret og finder den låst, var min første tanke at "de nok bare lige var på toilet", men smilet stivnede og al blodet forsvandt forsvandt fra mit ansigt, da jeg fandt en hjælper, som kunne fortælle mig, at "løbet da var startet kl. 9.30".
Så gik alt meget stærkt!
Løbet bliver løbet på en rundstrækning der er 3,19 kilometer. Den samme rute hvert år; rundt og rundt og rundt. De første par runder plejer jeg at bruge på at lære forholdende at kende. Finde ud af, hvor der er huller, vandpytter, rødder, større sten osv., og så mentalt plotte en rute ind, så jeg ikke som sådan skal orientere mig undervejs, men blot koncentrere mig om at løbe.
I år brugte jeg den første runde på at cleare hovedet, finde smilet og selvsikkerheden frem. Det var vigtigt for resten af dagen og resultatet heraf, at jeg fik rystet den trælse start af mig, og så ellers lave en ny plan for dagen.
Nicholas var lynhurtig til at hjælpe mig med at beregne hvad mit nye pace skulle være, når jeg havde de 12 minutter mindre til at løbe i. Done! På med grind-mode og så ellers bare af sted rundt og rundt og rundt og rundt.............
Bare et godt råd herfra! Det er gratis; snup det meget gerne.......du bliver glad for, det garanterer jeg.
..............
Jeg havde fået ind i hovedet, at løbet i Grenaa startede kl. 10. Jeg vidste det faktisk.
Og derfor var klokken 10 det tidspunkt som alt på raceday blev planlagt ud fra. Vækkeuret blev stillet efter det. Morgenmaden blev timet efter det. Køreturen blev planlagt efter det.
Det eneste der ikke blev tjekket ordentligt var, om det rent faktisk var dér løbet startede.
Så derfor trillede vi planmæssigt ind på parkeringspladsen foran Grenaa Idrætscenter kl. 9.30.
Tids nok til at hente startnummer, sætte mit personlige depot op, hilse på dem jeg kender og lige mentalt forberede mig på dagen. Ikke for meget tid, så nerverne ikke kunne nå at forstyrre for meget. Ikke for lidt tid, så der blev for travlt.
Troede jeg!
Da jeg tager i døren til stævnekontoret og finder den låst, var min første tanke at "de nok bare lige var på toilet", men smilet stivnede og al blodet forsvandt forsvandt fra mit ansigt, da jeg fandt en hjælper, som kunne fortælle mig, at "løbet da var startet kl. 9.30".
Fååååååååååååååårk!!!!!!!
- ringe til Nicholas, som stadig sad i bilen, og bede ham komme med mine ting
- binde sko op og smide de lange bukser (heldigvis havde jeg mit racetøj på indenunder)
- stramme hestehalen godt og grundigt
- binde skoene igen
- på med vindvest, pandebånd
- på toilet
- musik i ørerne
- på med startnummer og chip
- på med handsker
- tænde uret og over startlinjen
- trykke på "pyt-knappen"
Løbet bliver løbet på en rundstrækning der er 3,19 kilometer. Den samme rute hvert år; rundt og rundt og rundt. De første par runder plejer jeg at bruge på at lære forholdende at kende. Finde ud af, hvor der er huller, vandpytter, rødder, større sten osv., og så mentalt plotte en rute ind, så jeg ikke som sådan skal orientere mig undervejs, men blot koncentrere mig om at løbe.
I år brugte jeg den første runde på at cleare hovedet, finde smilet og selvsikkerheden frem. Det var vigtigt for resten af dagen og resultatet heraf, at jeg fik rystet den trælse start af mig, og så ellers lave en ny plan for dagen.
Nicholas var lynhurtig til at hjælpe mig med at beregne hvad mit nye pace skulle være, når jeg havde de 12 minutter mindre til at løbe i. Done! På med grind-mode og så ellers bare af sted rundt og rundt og rundt og rundt.............
12 minutter mindre tænker du måske....jamen det er da ingenting. Og nej; det er det i princippet ikke på 6 timer. Men det er det nu alligevel, for der skal tages højde for tid til toiletbesøg, tid i depotet, eventuelt tøjskifte, nedgang i pace til sidst, tid til at gå, hvis der er behov for det...og alt det andet uventede der kan opstå undervejs.
Den første runde blev løbet lidt for hurtigt, men jeg havde brug for lige at lande i løbet efter en kaotisk start. Det vigtigste herefter var at holde hovedet koldt, finde smilet og det gode humør frem, og så ellers bare holde mig til den nye plan. Tre ting, som jeg heldigvis er ret god til, og som jeg blev hjulpet godt på vej til af Nicholas.
Planen fra coach hed, at løbet skulle løbes i et pace der skulle ligge mellem 5:40 ~ 5:55. Jeg havde derfor planlagt at lægge ud i pace 5:35, og justere ind i løbet af dagen.
Det var som sagt planen inden.
Men en ny situation gav en anden indgangsvinkel og en anden indstilling til løbet fra min side.
Så det blev faktisk sådan, at de første 2½ time løb jeg stabilt omkring pace 5:20. En krop der havde det godt og en hjerne, der blev ved med at tænke at "hvis jeg kan løbe et halvmarathon i pace 4:43 så kan jeg også godt løbe det her hurtigere" og "hvis jeg tror at jeg kan løbe et marathon under pace 5:00, så kan jeg også godt holde det her pace" og "jeg kom for at løbe over 60K; det skal jeg nå - koste hvad det vil".......
Jeg var egentlig ikke i tvivl om, at jeg godt kunne nå det. Jeg holdt et pace, der var bedre end det først planlagte. Kroppen artede sig godt. Stierne var bedre end frygtet, på trods af mange dage med regn forud for løbet. Indstillingen og fokus var lige hvor det skulle være. Jeg var på vej. Godt på vej.
Og så ramte smerten i hoften.
Jeg havde regnet med at den kom, men ikke allerede efter 2½ time.
Pis! Ny plan..........
På med et par smertestillende piller og mere fokus. Jeg er god til at mærke min krop, og ved hvad jeg kan byde den og i hvor lang tid. Jeg vurderede hurtigt at denne smerte var ikke værre end at jeg ville kunne løbe med den - også uden at pådrage mig en skade. Det værste ved den var, at jeg ikke kunne trække vejret ordentlig og uanstrengt, hvilket selvfølgelig også gik lidt ud over mit pace i en periode, men det afhjalp pillerne, og da jeg igen kunne trække vejret frit, kunne jeg også igen skrue mit pace lidt i vejret.
Jeg havde igen i år 3 erklærede mål for dagen: jeg ville løbe over 60K; jeg ville løbe alle 6 timer; jeg ville løbe skadesfrit. Den sidste målsætning om at løbe skadesfrit har jeg inden løbet givet Nicholas en del af ansvaret for at hjælpe mig med, for selv om jeg er god til at mærke min krop, og hvor meget jeg kan byde den, så er det ikke altid at min hjerne er så rationel, når jeg også har de to andre målsætninger kodet ind i hjernen. Derfor kan det være godt med en på sidelinjen som kender mig, og som kan være med til at tænke klart, når fornuften ryger og stædigheden tager over.
Tiden gik. Hurtigt som altid. Korte afmålte besøg i depotet. 1 toiletbesøg. Mindre snak med de andre deltagere, end jeg plejer. Fuldt fokus på målet, på mit pace og min kadence. Den samme spilleliste; Latin Beat, i ørerne hele dagen. Til sidst hørte jeg det slet ikke. Brugte det kun som metronom så jeg kunne holde min planlagte kadence. Regn. Blæst. Sol. Dagen bød på det hele.
Men da solen igen begyndt at gemme sig bag træerne og vi nærmede os de 6 timer på det officielle løbsur, vidste jeg at jeg ville nå mit mål med at komme over 60 kilometer.
Nicholas løb med mig på den sidste runde. Præcis som han plejer. Det er mit løb ja, men min succes er også på grund af ham. Han er en uvurderlig hjælp i løbet af dagen. Men smil og hep. Kærlighed i øjnene. Væske og små godbidder på de helt rigtige tidspunkter. Spørgsmål til mit velbefindende. Småjusteringer af planen undervejs. Nøgletal om tilbagelagte kilometer, pace og antallet af omgange.
Når stopsignalet lyder, efter præcis 6 timer, lægger løberne sin depeche på jorden, der hvor man er kommet til. Roen sænker sig i skoven. Løberne ånder lettede op. Puster ud. Stolte. Trætte.
Vi går alle gennem den stille skov, tilbage til målområdet, hvor medaljer, skulderklap og kram, anerkendende nik, mad og drikke venter.
Hurra for mig!
Den første runde blev løbet lidt for hurtigt, men jeg havde brug for lige at lande i løbet efter en kaotisk start. Det vigtigste herefter var at holde hovedet koldt, finde smilet og det gode humør frem, og så ellers bare holde mig til den nye plan. Tre ting, som jeg heldigvis er ret god til, og som jeg blev hjulpet godt på vej til af Nicholas.
Planen fra coach hed, at løbet skulle løbes i et pace der skulle ligge mellem 5:40 ~ 5:55. Jeg havde derfor planlagt at lægge ud i pace 5:35, og justere ind i løbet af dagen.
Det var som sagt planen inden.
Men en ny situation gav en anden indgangsvinkel og en anden indstilling til løbet fra min side.
Så det blev faktisk sådan, at de første 2½ time løb jeg stabilt omkring pace 5:20. En krop der havde det godt og en hjerne, der blev ved med at tænke at "hvis jeg kan løbe et halvmarathon i pace 4:43 så kan jeg også godt løbe det her hurtigere" og "hvis jeg tror at jeg kan løbe et marathon under pace 5:00, så kan jeg også godt holde det her pace" og "jeg kom for at løbe over 60K; det skal jeg nå - koste hvad det vil".......
In running you are only as succesfull
as you train your mind to be!
Og så ramte smerten i hoften.
Jeg havde regnet med at den kom, men ikke allerede efter 2½ time.
Pis! Ny plan..........
På med et par smertestillende piller og mere fokus. Jeg er god til at mærke min krop, og ved hvad jeg kan byde den og i hvor lang tid. Jeg vurderede hurtigt at denne smerte var ikke værre end at jeg ville kunne løbe med den - også uden at pådrage mig en skade. Det værste ved den var, at jeg ikke kunne trække vejret ordentlig og uanstrengt, hvilket selvfølgelig også gik lidt ud over mit pace i en periode, men det afhjalp pillerne, og da jeg igen kunne trække vejret frit, kunne jeg også igen skrue mit pace lidt i vejret.
Jeg havde igen i år 3 erklærede mål for dagen: jeg ville løbe over 60K; jeg ville løbe alle 6 timer; jeg ville løbe skadesfrit. Den sidste målsætning om at løbe skadesfrit har jeg inden løbet givet Nicholas en del af ansvaret for at hjælpe mig med, for selv om jeg er god til at mærke min krop, og hvor meget jeg kan byde den, så er det ikke altid at min hjerne er så rationel, når jeg også har de to andre målsætninger kodet ind i hjernen. Derfor kan det være godt med en på sidelinjen som kender mig, og som kan være med til at tænke klart, når fornuften ryger og stædigheden tager over.
Tiden gik. Hurtigt som altid. Korte afmålte besøg i depotet. 1 toiletbesøg. Mindre snak med de andre deltagere, end jeg plejer. Fuldt fokus på målet, på mit pace og min kadence. Den samme spilleliste; Latin Beat, i ørerne hele dagen. Til sidst hørte jeg det slet ikke. Brugte det kun som metronom så jeg kunne holde min planlagte kadence. Regn. Blæst. Sol. Dagen bød på det hele.
Men da solen igen begyndt at gemme sig bag træerne og vi nærmede os de 6 timer på det officielle løbsur, vidste jeg at jeg ville nå mit mål med at komme over 60 kilometer.
Nicholas løb med mig på den sidste runde. Præcis som han plejer. Det er mit løb ja, men min succes er også på grund af ham. Han er en uvurderlig hjælp i løbet af dagen. Men smil og hep. Kærlighed i øjnene. Væske og små godbidder på de helt rigtige tidspunkter. Spørgsmål til mit velbefindende. Småjusteringer af planen undervejs. Nøgletal om tilbagelagte kilometer, pace og antallet af omgange.
Når stopsignalet lyder, efter præcis 6 timer, lægger løberne sin depeche på jorden, der hvor man er kommet til. Roen sænker sig i skoven. Løberne ånder lettede op. Puster ud. Stolte. Trætte.
Vi går alle gennem den stille skov, tilbage til målområdet, hvor medaljer, skulderklap og kram, anerkendende nik, mad og drikke venter.
Hurra for hjernen! Hurra for stædighed! Hurra for at tro på mig selv! Hurra for at lave en plan der holder! Hurra for træningen! Hurra for at have en coach der har bygget mig og min sæson godt op! Hurra for den bedste supporter!5 timer 48 minutter og 11 sekunder61,500 kilometerPace 5:40Kadence: 175
Hurra for mig!
