#TriPåTur - Fyn rundt 2017
Lørdag d. 30/9.
Vækkeuret ringer kl. 4.48; "Kom! Lad os køre en fuc*ing lang tur" står der på skærmen.
Det er bragende mørkt udenfor. Vinden suser. Jeg lytter efter regnen, men kan ikke høre den. Ånder delvist lettet op, uden rigtig at stole på mine egne ører.
Aftenen før mødtes mødtes Nicholas og jeg med Peter i et lejet sommerhus på Nordfyn.
3 gode venner med en vild idé, som vi alle var klar til at føre ud i livet.
Formlen var klar: 3 venner. 3 cykler. 330+ kilometer. 4 depoter undervejs. 1 stram tidsplan. 6 gode ben. 1 fuldt opladet GPS. Fyn rundt.
Vi vidste at vejret ville blive en faktor, og havde løbende, i ugen op til, tjekket vejrudsigten.
Regn og blæst...og masser af det, sagde den vi kunne forvente. Det eneste vi kunne gøre ved det var at sikre, at vi havde slanger og Co2 patroner nok med, til de forventede punkteringer, skifte dæk fra de lette S-Works til de tunge DuranoPlus med stor rullemodstand, og så ellers sørge for god, varm påklædning.
Tilbage til lørdag morgen (nat).
3 mennesker, der vågner langsomt sammen og hver for sig. Der er stille mellem os længe. Kun små tilkendegivelser og lyden af morgenmaden, der bliver spist.
På alle andre morgener ville det have været et himmelsk måltid, men denne morgen smagte brødet af kit og yoghurten af tapetklister; præcis sådan som det altid er sådan en morgen, hvor forventning og spænding fylder alle celler i kroppen.
Kl. 5.38 triller vi af sted. Ud i mørket og den bragende vind, som ubarmhjertigt fejer ind over kysten. Det eneste der lyser op er vores lygter, som blot afslører en rund lyskegle lidt længere fremme på vejen. Mørket omslutter os. Kursen er sat og vi er afsted.
Heldigvis har vi nu nået det punkt, hvor vi ændrer vores kurs, og dermed får vinden mere ind fra siden. Det er godt for moralen at vide, at vi nu har overstået den værste modvind og over 2/3 af turen.
Kl. 21.46 triller vi ind på den smalle vej til sommerhusområdet. Gruset knitrer under dækkene, som ikke har været punkteret en eneste gang.
Først nu tør vi sige det vi begge to har tænkt hele dagen, men som har været unævneligt, af fare for at jinxe det: Ingen regn. Ingen punkteringer. Ingen døde ben. Ingen psykiske nedture. Ingen alvorlige mekaniske problemer. Ingen hårde ord.
Kun benhårdt arbejde. Fællesskab. En skudsikker plan. Godt samarbejde. Ufattelig stolthed over, hvad vi har præsteret.
..........................
Tak til @metterahbekeriksen, @lotteuldal, @loebemyggen og @anjacarstensen for at byde os velkommen og for udsøgte buffeter og køresnacks. I var med til at bære os godt igennem!
Turen i tal:
Tid: 12 timer og 38 minutter
Kilometer: 335 km
Højdemeter: 2000m
Gennemsnitsfart: 26,5 km/t
Watt: Mit watt tal skulle for dagens tur ligger mellem 117 og 157 - de endte på 147 watt NP
Gennemsnitspuls: 123 bpm
Kadence: 78 rpm
Forbrændte kalorier: ca. 6000
Vækkeuret ringer kl. 4.48; "Kom! Lad os køre en fuc*ing lang tur" står der på skærmen.
Det er bragende mørkt udenfor. Vinden suser. Jeg lytter efter regnen, men kan ikke høre den. Ånder delvist lettet op, uden rigtig at stole på mine egne ører.
Aftenen før mødtes mødtes Nicholas og jeg med Peter i et lejet sommerhus på Nordfyn.
3 gode venner med en vild idé, som vi alle var klar til at føre ud i livet.
Formlen var klar: 3 venner. 3 cykler. 330+ kilometer. 4 depoter undervejs. 1 stram tidsplan. 6 gode ben. 1 fuldt opladet GPS. Fyn rundt.
Vi vidste at vejret ville blive en faktor, og havde løbende, i ugen op til, tjekket vejrudsigten.
Regn og blæst...og masser af det, sagde den vi kunne forvente. Det eneste vi kunne gøre ved det var at sikre, at vi havde slanger og Co2 patroner nok med, til de forventede punkteringer, skifte dæk fra de lette S-Works til de tunge DuranoPlus med stor rullemodstand, og så ellers sørge for god, varm påklædning.
Tilbage til lørdag morgen (nat).
3 mennesker, der vågner langsomt sammen og hver for sig. Der er stille mellem os længe. Kun små tilkendegivelser og lyden af morgenmaden, der bliver spist.
På alle andre morgener ville det have været et himmelsk måltid, men denne morgen smagte brødet af kit og yoghurten af tapetklister; præcis sådan som det altid er sådan en morgen, hvor forventning og spænding fylder alle celler i kroppen.
Uden ord triller vi af sted og finder hurtigt ind i rytmen, hvor vi skiftes til at trække. Vi skifter hver 5. kilometer, præcis som vi har aftalt. Det kører. Vi har prøvet det før. Kender hinanden og vores måde at køre på. Det er som et tandhjul der falder i hak.
Langsom gryr dagen i øst og landskabets konturer viser sig for os. Kysten er på vores højre hånd stort set hele tiden, kun med små afstikkere ind i landet for at undgå stier og grusveje.
Kort før Bogense siger Peter at han har feber. Han har været syg i ugen op til, og det lader til at kroppen stadig er lidt mærket. Stædig og besluttet som han er, nægter han at sidde over på rullet og lade Nicholas og jeg trække. Han tager sin tørn hele vejen til Middelfart, hvor første depot venter os hjemme hos Mette og hendes familie. Kort pause, mad indenbords, toiletbesøg, vand i flaskerne og så af sted igen. Vi har på forhånd planlagt, og aftalt med depot-værterne, at vores pauser kun er ca. 10-15 minutter. Vi har en lang tur forude og dermed ingen tid at spilde; planen kan hurtigt skride med for lange pauser, så for ikke at virke uhøflige, ved bare at komme og spise og skride igen med det samme, har vi haft brug for at briefe vores værter om det inden.
Langsom gryr dagen i øst og landskabets konturer viser sig for os. Kysten er på vores højre hånd stort set hele tiden, kun med små afstikkere ind i landet for at undgå stier og grusveje.
Kort før Bogense siger Peter at han har feber. Han har været syg i ugen op til, og det lader til at kroppen stadig er lidt mærket. Stædig og besluttet som han er, nægter han at sidde over på rullet og lade Nicholas og jeg trække. Han tager sin tørn hele vejen til Middelfart, hvor første depot venter os hjemme hos Mette og hendes familie. Kort pause, mad indenbords, toiletbesøg, vand i flaskerne og så af sted igen. Vi har på forhånd planlagt, og aftalt med depot-værterne, at vores pauser kun er ca. 10-15 minutter. Vi har en lang tur forude og dermed ingen tid at spilde; planen kan hurtigt skride med for lange pauser, så for ikke at virke uhøflige, ved bare at komme og spise og skride igen med det samme, har vi haft brug for at briefe vores værter om det inden.
På vej mod Assens får Peter det værre. Feberen blusser op og kvalme og opkast melder sig. Han står af rullet og lader Nicholas og jeg trække, så han kan spare på kræfterne og mærke kroppen an, men det bliver kun værre herfra. Vi er på vej mod Lotte i Hårby. Jeg sender hende en sms og fortæller om vores situation, og spørger om hun har mulighed for at hjælpe Peter med hjemtransport til sommerhuset. Meldingen er klar "Vi finder ud af noget"!
Vi konfererer alle tre. Det er ikke forsvarligt for Peter at fortsætte. Han har feber og kaster op. Vi er ikke engang halvvejs og der blæser fortsat en ubarmhjertig vind, som skal fortsætte hele dagen. Han kan ikke indtage ordentlig mad og drikke til at opretholde et energiniveau, der kan bære ham igennem.
Det er en svær beslutning at træffe. For Peter og for os. Men vi træffer den sammen. Som et hold.
Peter må stå af.
Han skuffer ingen. Han har gjort hvad han kan. Han har på dette tidspunkt kørt over 100km på en udpint og syg krop. Han har taget sin tørn og svigter os ikke. Det er hans helbred der er det vigtigste, ikke en cykeltur rundt på Fyn. Der er stadig ca. 50km til Lottes depot, han bider tænderne sammen, kører videre på en syg krop og en såret stolthed.
Vi træffer, sammen med Peter, beslutningen om at Nicholas og jeg kører videre herfra. At vi vil forsøge at gøre det færdigt. Kort pause, mad indenbords, toiletbesøg, vand i flaskerne og så af sted igen.
Uden Peter, og med to pulleyhjul på min cykel, som driller og gør, at jeg ikke kan bruge min bagskifter ordentligt, triller vi af sted på et tomands-ridt ud i ukendt territorium.
Det lykkes for Nicholas at fikse mine pulleyhjul, vi får indekseret gearene og kører videre.
Det er ikke kun Peters batterier der er flade. GPS'ens batterier er også flade. Heldigvis har vi været forudseende og har taget en powerbank med, så den kan lade imens vi kører. Det havde været fatalt uden den. Ruten er snirklet og nøje planlagt, så vi undgår stier og grusveje. Uden den kan ville vi skulle orientere os via vores telefoner konstant.
Nicholas og jeg kender hinanden på en cykel og er vandt til at køre sammen. Vi kender hinandens signaler og måde at køre på. Vi afstemmer vores plan og finder ind i rullet og skifter igen hver 5. kilometer. Det fungerer upåklageligt. Benene er gode og vi æder stille og roligt vores vej igennem Sydfyn mod Svendborg.
Vinden er lige ind på snuden. Det har den været siden Middelfart, og vil være det indtil et godt stykke efter Svendborg. Der er kun to ting at gøre; acceptere og arbejde sig igennem den!
Vi konfererer alle tre. Det er ikke forsvarligt for Peter at fortsætte. Han har feber og kaster op. Vi er ikke engang halvvejs og der blæser fortsat en ubarmhjertig vind, som skal fortsætte hele dagen. Han kan ikke indtage ordentlig mad og drikke til at opretholde et energiniveau, der kan bære ham igennem.
Det er en svær beslutning at træffe. For Peter og for os. Men vi træffer den sammen. Som et hold.
Peter må stå af.
Han skuffer ingen. Han har gjort hvad han kan. Han har på dette tidspunkt kørt over 100km på en udpint og syg krop. Han har taget sin tørn og svigter os ikke. Det er hans helbred der er det vigtigste, ikke en cykeltur rundt på Fyn. Der er stadig ca. 50km til Lottes depot, han bider tænderne sammen, kører videre på en syg krop og en såret stolthed.
Vi træffer, sammen med Peter, beslutningen om at Nicholas og jeg kører videre herfra. At vi vil forsøge at gøre det færdigt. Kort pause, mad indenbords, toiletbesøg, vand i flaskerne og så af sted igen.
Uden Peter, og med to pulleyhjul på min cykel, som driller og gør, at jeg ikke kan bruge min bagskifter ordentligt, triller vi af sted på et tomands-ridt ud i ukendt territorium.
Det lykkes for Nicholas at fikse mine pulleyhjul, vi får indekseret gearene og kører videre.
Det er ikke kun Peters batterier der er flade. GPS'ens batterier er også flade. Heldigvis har vi været forudseende og har taget en powerbank med, så den kan lade imens vi kører. Det havde været fatalt uden den. Ruten er snirklet og nøje planlagt, så vi undgår stier og grusveje. Uden den kan ville vi skulle orientere os via vores telefoner konstant.
Nicholas og jeg kender hinanden på en cykel og er vandt til at køre sammen. Vi kender hinandens signaler og måde at køre på. Vi afstemmer vores plan og finder ind i rullet og skifter igen hver 5. kilometer. Det fungerer upåklageligt. Benene er gode og vi æder stille og roligt vores vej igennem Sydfyn mod Svendborg.
Vinden er lige ind på snuden. Det har den været siden Middelfart, og vil være det indtil et godt stykke efter Svendborg. Der er kun to ting at gøre; acceptere og arbejde sig igennem den!
Svendborg. Kort pause, mad indenbords, vand i flaskerne og så af sted igen mod Nyborg, hvor Camilla venter os. Kysten er stadig på vores højre side. Skumsprøjtene fra bølgerne, der slår ind over kysten fanger vores blik. Sikke en dag at vælge en kystrute på; vi får virkelig fuldt udbytte af den kraftige blæst.
Depot i Nyborg ved Camilla. Kort pause, mad indenbords, vand i flaskerne og så af sted igen.
Vi fortsætter vores rul. Det er ved at være ved den tid, hvor lygterne skal tændes, "Bare vi ikke skal køre alt for lang tid i mørke" siger Nicholas. På det her tidspunkt er vi ca. 2 timer bagud i forhold til vores plan. Min strategi er ikke at tænke på det. Jeg kan ikke ændre på det alligevel, og det er bare at bruge min energi forkert, hvis jeg lader det fylde for meget.
Ned i bøjlerne. Op med hovedet. Af sted. Mørket omsluttede os langsomt, men vi fortsatte som en velsmurt maskine, hvor benene kører som stempler. Watt på watt, kilometer på kilometer. Med et mål og en plan med en rute, som viser sig at være overordentlig velforberedt. Nicholas har styr på GPS'en, han er en formidabel kaptajn, og guider os sikkert igennem det Fynske vejnet, og vi kører ikke forkert en eneste gang undervejs.
Vi når Kerteminde, og den voldsomme østenvind, som hele dagen har farvet vores kinder røde, bliver endelig til en medvind, som fejer os af sted mod Odense, hvor Anja venter med rutens sidste depot. Kort pause, mad indenbords, toiletbesøg, vand i flaskerne og så af sted igen. Stadig forsinkede og bagud i forhold til tidsplanen, men det er lige meget nu. For vi ved at vi gennemfører. Jeg har faktisk ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, hvorvidt vi ville returnere til sommerhuset efter en gennemført tur. Det var ikke en mulighed. For hvis jeg åbnede for den mulighed, ville jeg føle at jeg lavede en sprække i mit forsvar. Ikke at gennemføre var ikke en mulighed.
Da vi træder ud på gaden i Odense mangler kun 30 kilometer hjem til Hasmark Strand og sommerhuset. Mørket er massivt, vinden vedholdende. Kulden har fat i os, det samme har trætheden. Men vi er fokuserede og der er kun én retning; mod målet!
Der er kommet en melding fra Peter om, at han er kørt hjem til sin egen seng. Han har fyret op for varmen i sommerhuset og gjort klar til vores ankomst inden han kørte.
Der er fart på det sidste stykke af turen. Det kilder i benene for at komme hjem. Vi er glade og overstadige og har verdens største smil på vores ansigter. Skuldre og nakke gør ondt som bare pokker, en vedholdende smerte som har bidt sig fast og sender ståler er smerter til lænd og hoved. Jeg anerkender det ikke; nægter at lade det komme til sin ret.
Vi fortsætter vores rul. Det er ved at være ved den tid, hvor lygterne skal tændes, "Bare vi ikke skal køre alt for lang tid i mørke" siger Nicholas. På det her tidspunkt er vi ca. 2 timer bagud i forhold til vores plan. Min strategi er ikke at tænke på det. Jeg kan ikke ændre på det alligevel, og det er bare at bruge min energi forkert, hvis jeg lader det fylde for meget.
Ned i bøjlerne. Op med hovedet. Af sted. Mørket omsluttede os langsomt, men vi fortsatte som en velsmurt maskine, hvor benene kører som stempler. Watt på watt, kilometer på kilometer. Med et mål og en plan med en rute, som viser sig at være overordentlig velforberedt. Nicholas har styr på GPS'en, han er en formidabel kaptajn, og guider os sikkert igennem det Fynske vejnet, og vi kører ikke forkert en eneste gang undervejs.
Vi når Kerteminde, og den voldsomme østenvind, som hele dagen har farvet vores kinder røde, bliver endelig til en medvind, som fejer os af sted mod Odense, hvor Anja venter med rutens sidste depot. Kort pause, mad indenbords, toiletbesøg, vand i flaskerne og så af sted igen. Stadig forsinkede og bagud i forhold til tidsplanen, men det er lige meget nu. For vi ved at vi gennemfører. Jeg har faktisk ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, hvorvidt vi ville returnere til sommerhuset efter en gennemført tur. Det var ikke en mulighed. For hvis jeg åbnede for den mulighed, ville jeg føle at jeg lavede en sprække i mit forsvar. Ikke at gennemføre var ikke en mulighed.
Da vi træder ud på gaden i Odense mangler kun 30 kilometer hjem til Hasmark Strand og sommerhuset. Mørket er massivt, vinden vedholdende. Kulden har fat i os, det samme har trætheden. Men vi er fokuserede og der er kun én retning; mod målet!
Der er kommet en melding fra Peter om, at han er kørt hjem til sin egen seng. Han har fyret op for varmen i sommerhuset og gjort klar til vores ankomst inden han kørte.
Der er fart på det sidste stykke af turen. Det kilder i benene for at komme hjem. Vi er glade og overstadige og har verdens største smil på vores ansigter. Skuldre og nakke gør ondt som bare pokker, en vedholdende smerte som har bidt sig fast og sender ståler er smerter til lænd og hoved. Jeg anerkender det ikke; nægter at lade det komme til sin ret.
Først nu tør vi sige det vi begge to har tænkt hele dagen, men som har været unævneligt, af fare for at jinxe det: Ingen regn. Ingen punkteringer. Ingen døde ben. Ingen psykiske nedture. Ingen alvorlige mekaniske problemer. Ingen hårde ord.
Kun benhårdt arbejde. Fællesskab. En skudsikker plan. Godt samarbejde. Ufattelig stolthed over, hvad vi har præsteret.
..........................
Tak til @metterahbekeriksen, @lotteuldal, @loebemyggen og @anjacarstensen for at byde os velkommen og for udsøgte buffeter og køresnacks. I var med til at bære os godt igennem!
Turen i tal:
Tid: 12 timer og 38 minutter
Kilometer: 335 km
Højdemeter: 2000m
Gennemsnitsfart: 26,5 km/t
Watt: Mit watt tal skulle for dagens tur ligger mellem 117 og 157 - de endte på 147 watt NP
Gennemsnitspuls: 123 bpm
Kadence: 78 rpm
Forbrændte kalorier: ca. 6000
